Overleveren
I det moderne Danmark er alle statsministre lidt til grin. Markedets magt til at bestemme over os er der ingen, som for alvor udfordrer. Bureaukratiets magt til at administrere os er der ingen, som kan udfordre, men de politiske ledere er udsat for konstant kritik, undersøgelse og latterliggørelse.
Den økonomiske overklasse og den bureaukratiske overklasse udøver stor magt uden synlighed og systematiske undersøgelser, mens politikerne får ansvaret for alt, hvad der er galt i Danmark.
Selvom det er begrænset, hvad de egentlig kan gøre, er politikerne de eneste synlige og tydelige magthavere. Det er derfor, erhvervsledere falder igennem, når de forsøger sig som politikere.
Men det er også derfor, at alle statsministre i det moderne Danmark er lidt til grin. Nogle, fordi vi kender dem for godt til, at vi kan anerkende deres autoritet: Poul Schlüter blev kaldt ’parfumesælgeren’, og Poul Nyrup Rasmussen havde ’uld i mund’. Andre fordi vi kender dem for lidt: Anders Fogh Rasmussen var en ’hulemand’, og Helle Thorning-Schmidt var ’Gucci-Helle’.
Lars Løkke Rasmussen er den type, vi kender for godt til at tage alvorligt som leder. Det gik slet ikke, dengang han troede, han var John F. Kennedy, og at vi var USA, og han proklamerede, at han ville tale om ’den danske drøm’. Han lignede en lille dreng på Bakken, som havde stukket hovedet ind i hullet på en af de træfigurer, som forestiller en cowboy eller en indianer. Og han pakkede hurtigt den danske drøm sammen igen. Og begyndte at snakke om, at det skulle være billigere at være dansker.
Læs også: Kritikere advarer om historiske nedskæringer i velfærden
Det passer bedre til ham, fordi Lars Løkke Rasmussen ligner og lyder som en meget almindelig dansker. ’Vikaren’ kaldte modstanderen ham, fordi man ikke se op til en politisk leder, der mindede så meget om ham onklen, der drikker for meget til påskefrokosten, har lånt mere i sit hus, end det er værd, og hvis smil, man altid er lidt bange for. Fordi det hvert øjeblik kan slå om i bitter brutalitet. Tiltrækkende og frastødende på en måde, vi kender fra familiefester.
Han kalder sig for ’Lille Lars fra Græsted’, han har vist opgivet at holde op med at ryge, selv om han lovede det, da han var sundhedsminister. Han kæmper lidt med vægten, for han orker ikke at motionere, men han har engang lovet danskerne, at han nok skulle tabe sig og cykle hen over sommeren. Som om han var den lidt for livsglade far, og vi var hans børn, som plagede ham om at leve lidt sundere.
Det er Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren og hverdagen
Lars Løkke Rasmussen er ikke længere vikaren. Men han er ikke en statsminister, man ser op til, og heller ikke en, man som Anders Fogh Rasmussen er bange for.
Han er statsministeren, som har stået bag de reformer, der definerer velfærdsstaten i dag. Ingen dansk politiker har over de seneste 25 år præget det effektive, administrative og gennemreformerede Danmark så meget som Lars Løkke Rasmussen. Han bliver ofte kaldt for en suveræn politisk håndværker, men til håndværket hører at lave brede forlig og sikre opbakning til de samfundsforandrende reformer. Og Løkkes reformer er ofte kæmpet igennem i smalle forlig uden stor diskussion eller offentlighed.
Alligevel er der ingen i dansk politik, der som Lars Løkke Rasmussen kan forklare og forsvare det reformerede Danmark med hverdagssprog. Han kan ikke drømme på Danmarks vegne, men han kan fortælle, at meningen med effektiviseringerne er, at ’den offentlige sektor skal køre længere på literen’.
Eller som da han med en analogi til den private husholdning præsenterede sin 2025-plan som ’en børneopsparing’.
Læs også: Stabilt, liberalt mod højre
Det er den slags sprog, som får retorikere til at klage over, at han taler i klicheer. Men klicheerne er talemåder, som afspejler synsmåder i en social virkelighed.
Lars Løkke Rasmussen kan koble djøf’ernes komplekse administrative verden med den danske hverdagsvirkelighed. Han kan sætte sit eget hoved gennem regnearkene og centraladministrationens komplekse diagrammer og give dem et sprog, som trænger igennem til vores hverdagssamtaler.
Og så kan han ind i mellem sætte sig igennem, som da han under valgkampen i 2011 trak sin egen fars cancer ind midt i samtalen som et argument for sin egen sundhedspolitik. Han kan smide hele sit liv ind i manegen og rydde bordet.
Så bliver han pludselig den stærkeste mand i midten af dansk politik. Den, som kan regere og forklare regeringsmagten. Den, som både kan tale til, for og som den almindelige dansker.
Dansk politik er hans skæbne
For Lars Løkke Rasmussen er der ingen verden uden for dansk politik. Han er ikke som Helle Thorning-Schmidt, der havde et stort internationalt netværk, eller Anders Fogh Rasmussen, som skabte alliancer for at få en international toppost. Han er ikke ombejlet af det mondæne erhvervsliv, og han er ikke afholdt i de store erhvervsorganisationer.
Han har brugt hele sit liv og investeret hele sin skæbne i dansk politik. Lars Løkke Rasmussen er født i Vejle i 1963 og voksede op i en familie med en far, der var regnskabschef og en mor, der var hjemmegående. Da han var 22, blev han både formand for Venstres Ungdom, medlem af Venstres hovedbestyrelse og valgt ind i byrådet i Græsted-Gilleje. Siden blev han viceborgmester, i 1994 blev han valgt ind Folketinget, og i 1998 blev han amtsborgmester.
Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001, blev Lars Løkke Rasmussen sundheds- og indenrigsminister.
Mens statsministeren førte kulturkamp, gik i krig i Irak og prøvede at lave Venstre om til et nyt socialdemokrati, lavede Lars Løkke Rasmussen samfundsforandrende reformer. Det var Lars Løkke Rasmussen, der som indenrigsminister realiserede strukturreformen. Den tilsyneladende joviale dansker lavede reformer, som skulle skabe administrative stordriftsfordele, men førte til lukninger af lokale uddannelsesinstitutioner, velfærdsinstitutioner og politistationer.
Det var en god reform for Danmarks administrative centrum og en dårlig reform for udkantsområderne. Den løste ikke noget folkeligt formuleret problem, men det effektiviserede driften af den moderne velfærdsstat. Hvis man kan pege på en enkelt beslutning som anledningen til, at Udkantsdanmark opstod som protestbevægelse og bevidsthed om et problem, er det strukturreformen.
Der er en vis rimelighed i, at Venstre ved det seneste valg tabte så mange stemmer i udkanten og derfor er blevet så svage i centrum.
Magten
Lars Løkke Rasmussen reaktion var karakteristisk: Han lavede den store udflytning af statslige arbejdspladser. Officielt fordi han ville brede Danmark ud og udligne uligheden mellem centrum og periferi.
Men reelt var det et attentat på de dele af centraladministrationens bureaukrati, han ikke brød sig om politisk. Det var også en magtdemonstration. Han flyttede dele af Naturstyrelsen, Energistyrelsen og Klimastyrelsen ud. Områder som han også på andre måder svækkede politisk.
Han hentede legitimitet fra udkanten til at gennemføre sit eget opgør i centrum.
Manøvren afslørede en styrke og svaghed ved Lars Løkke Rasmussen: Han er ikke nogen stor strateg, for han har aldrig begejstret omgivelserne med en strategi, som er blevet til et fælles mål. Men han er en stor taktiker: Han kan forhandle med små handler, trusler, alliancer og intriger og få sine ting igennem. Han kan ikke legitimere sin magt, men han kan bruge den.
Statsminister for enhver pris
Og så kan han holde fast i magten. Hver gang, vi tror, vi er vidne til det sidste kapitel i Lars Løkke Rasmussens politiske historie, viser det sig at være næstsidste kapitel.
»Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris,« sagde Lars Løkke Rasmussen i et interview op til valget i 2015.
Men psykoanalysen har lært os skepsis over for den slags negationer. Og Løkke udsagn skal læses omvendt: Han vil for enhver pris være statsminister.
Det behøver man ikke psykoanalysen for at demonstrere.
Hans skiftende alliancer og hans varierende holdninger vidner om, hvor meget han er villig til at ofre for redde sig selv. Først var han formand for COP15 og ville redde verdens klima, så førte han kulturkamp mod miljøtyranniet.
Først ville han som statsminister distancere sig fra Dansk Folkeparti og talte i sin første nytårstale ikke om flygtninge og indvandre, men til dem:
»Vi har brug for alle,« sagde han i 2010. Og det var et brud med Anders Fogh Rasmussen:
»Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere. Om blot en generation vil omkring en halv million danskere have en ikke vestlig baggrund. Vi får brug for hver eneste af jer.«
Dengang var det ikke alene økonomisk, men også kulturelt, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister inviterede indvandrere fra ikkevestlige lande til at være med:
»Jeres bidrag er meget velkomne. Det var udenlandske påvirkninger, der skabte den danske guldalder. Meget af det mest pæredanske kommer udefra. Juletræet, balletten, arbejderbevægelsen! Kultur trives ikke i et drivhus.«
Opgør
Men næste gang han blev statsminister, gjorde han Inger Støjberg til integrationsminister, og han vedtog den smykkelov, som blev verdensberømt for sin radikalitet.
Lars Løkke Rasmussen er den statsminister i nyere tid, som har taget de mest radikale opgør med rettigheder og privilegier. Han tog det opgør med efterlønnen, som de andre nok mente var rigtigt, men som de var bange for at gennemføre. Og han har netop ophævet skattestoppet på boligområdet, som økonomer har anbefalet i årevis, men som politikere har frygtet lige så længe. Og det var Lars Løkke Rasmussen, som tog det endelige opgør med Anders Fogh Rasmussens økonomiske politik.
Men han er til enhver tid klar til at smide nye gaver til borgerne, hvis han mener, det er nødvendigt for at vinde.
Han var mere ærlig, dengang han efter valget i 2011 overgav magten til Helle Thorning-Schmidt. Han brugte en karakteristik hverdagsmetafor, da han fortalte, at hun skulle huske, at hun kun havde nøglerne til låns.
Pointen var, at Venstre skulle være blevet det naturlige regeringsparti i Danmark, mens Socialdemokraterne er blevet gæster i Statsministeriet. Og det var et omkvæd for hele partiet, at nøglerne var kommet hjem til den rette ejer, da Lars Løkke Rasmussen i 2015 genvandt regeringsmagten. Han vil have nøglerne, han mener, de tilhører ham.
Det værste og det bedste
Lars Løkke Rasmussens kamp for at få og bevare magten har været afskyelig og eventyrlig.
Når han er værst, er han så dårlig, at alle bliver nedværdiget af at se på ham. Hans druk for andres penge, hans luksusflyveture for bistandsmidler, hans latterligt dyre underbukser og tarvelige bilag for indkøb af kaffe, cigaretter og film på hoteller for andres regning.
Hotelovernatninger under falsk navn og fester i Grøften i Tivoli, efter at han havde meldt afbud til en dansk soldats begravelse. Han er nøjeregnende, når andre skal betale, og storladen, når det gælder hans eget forbrug. Og han formår ikke engang at holde det skjult.
Men når Lars Løkke er bedst, er han uovervindelig. Som da alle havde afskrevet ham som formand for Venstre i 2014, og det alligevel lykkedes ham efter en tale på flere timer og et møde med sin modstander i kælderen at overtale hele forsamlingen til ikke at stemme imod ham. Han overlevede som formand. Han vandt ikke på popularitet eller loyalitet, men på sin vilje til at gamble. Til at eskalere konflikten til et niveau, som de andre ikke kan leve med, og til at true med slagsmål, som modstandere trækker sig fra.
Læs også: Dansk Folkeparti mangler at underskrive regeringsgrundlaget
Det er ikke altid, han vinder, men han er altid villig til at gamble. Han kunne have opgivet tidligere under klimatopmødet i København 2009. Det havde været et politisk nederlag, men han kunne have reddet ansigt med en tom erklæring.
Men Lars Løkke Rasmussen tog den chance, som næsten ikke var der. Og fortsatte kampen gennem hele natten for at nå et resultat. Og det endte med at blive en af de nætter, som viste det værste af Løkke: en nedslidt onkel på talerstolen foran verdens ledere, som snøvler ’procedure, procedure, procedure’ og klynker, at han »keep banging and banging«.
Gambleren gik ned med hele verden som publikum.
Omvendt gik han ind til valgkampen i 2011 som den sikre taber. Danmark kendte ham som ’vikaren’. Det var Anders Fogh Rasmussen, som havde vundet valget og foræret regeringsmagten til Lars Løkke Rasmussen, da han selv tog væk. Lars Løkke Rasmussen var en politiker, som aldrig havde fået mange personlige stemmer. Han havde samme laster og tilbøjeligheder som almindelige danskere, men han var aldrig blevet folkelig. Og slet ikke afholdt eller populær.
Men under valgkampen erobrede han den autoritet, som han ikke havde haft som statsminister. Han turnerede hele Danmark rundt og talte politik med alle, som ville høre på ham. Fra morgen til aften og langt ud på natten. Han vandt på sin vilje til at kæmpe, til at være tilstede, argumentere, forklare og forsvare den politik, han troede, var for Danmark.
Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, men Lars Løkke Rasmussen fik flest personlige stemmer af alle, og Venstre blev landets største parti. Det var en utrolig præstation af en mand, som både kunne lave reformer og forklare dem.
Den ubehagelige onkel
Socialdemokraterne kom til magten, men de bekendte sig i deres regeringsgrundlag til Lars Løkke Rasmussens plan for Danmark. Venstre lå på langt over 30 procent af stemmerne i meningsmålinger.
Det var lige ved at lykkes for Lars Løkke Rasmussen at gøre Venstre til det nye socialdemokrati i en social konkurrencestat. Han havde lavet reformer, som gjorde den økonomiske ulighed større, men han lavede også reformer, som udlignede kulturel ulighed. Alle patienter havde fået både rettigheder og hans store sundhedsreform, som de kendte og gjorde krav på. Og som gjorde, at advokaten ikke kommer foran kassedamen i behandlingskøen.
Han havde lavet lukrative aftaler med de private sygehuse, men de sikrede højere effektivitet på de offentlige hospitaler. Mange fik længere til sygehusene, men supersygehusene leverer bedre operationer.
Lars Løkke Rasmussen var i perioden den politiker i Danmark, som havde gennemført de væsentlige administrative reformer og kunne forklare meningen med dem. Han var effektiv og troværdig. Hans velfærdsstat var borgerligt orienteret, men han havde ramt et kompromis mellem konkurrence og social retfærdighed, som var svært for Socialdemokraterne at udfordre. Han havde politikken, sproget og opbakningen.
Lars Løkke Rasmussen fandt og formulerede sin egen plads mellem marked, bureaukrati og politik.
Og så smed han alligevel det hele væk. Han blev afsløret i den ene bilagsskandale efter den anden. Det tegnede et portræt af en smålig karakter. Den ubehagelige onkel igen.
Lars Løkke Rasmussen havde med en karakteristisk metafor sagt, at hans reformer skulle spænde livremmen ind på nationen. Men selv forbrugte han voldsomt og kastede om sig med andres penge.
Han appellerede til en nøjsomshedskultur, mens han selv var frådende og voldsomt forbrugende. Forløbet afslørede Lars Løkke Rasmussens eventyrlige spektrum: fra det højeste til det laveste.
Det var hans private person, som ødelagde hele det politiske projekt for ham.
Den mørke tid
Han lignede igen en færdig statsminister indtil forrige weekend. Langt nede i målingerne og med hele sit parlamentariske grundlag imod sig. Han stod allerværst – og leverede aldeles uventet sit allerbedste:
»Vi er i den mørke tid,« sagde han på Venstres landsmøde. Vi var på den tid af året, hvor nætterne bliver længere og længere, og dagene bliver kortere og kortere. Det var en analogi til Venstreregeringens situation, som får sværere og sværere ved at få deres lovgivning igennem og bruger mere og mere tid på at kæmpe imod deres eget parlamentariske grundlag.
Men det var også en beskrivelse af vejret, som vi oplever derude i vores egen virkelighed.
Der var dage, hvor han ikke sendte sine forfædre venlige tanker over, at de havde placeret ham på dette sted på jorden i dette klima. Koldt og mørkt.
Men så forklarede han, at mørket har gjort os til dem, vi er:
»Det er tiden, hvor man tænder lys, nyder at være indendørs, mens man venter på, at vejret er færdigt med at rase af udenfor. Den mørke tid er vel hemmeligheden bag, at vi danskere har opfundet hygge, som går sin sejrsgang over hele verden.«
Vi er dem, vi er, fordi vi har trukket os ind i huset og holdt mørket ude. Tændt lyset. Hygget os. Og så kom den politiske trumf, som gjorde erkendelsen af mørket til forskellen på højre og venstre:
»Vi har genvundet kontrol med flygtningesituationen. Nu har vi fået ryddet op efter venstrefløjens mange lempelser. Vi har strammet op. Vi har fået sat ind ved grænsen. Vi har fået tingene under kontrol.«
Løkkes billede er propaganda: Socialdemokraterne har gennemført mange og omfattende stramningerne.
Men lyset og mørket blev for Løkke til et politisk verdensbillede: Venstrefløjen tror på lyset derude og fornægter mørket. Og derfor ødelægger de den danske hygge med at lade asylansøgere vælte ind over grænserne.
’Vi er i den mørke tid’ var et refræn, en politisk stemning, som både appellerede til frygten for den farlige populisme og til den frygt for asylsøgere og immigranter, som populismen lever af. Verden er både farlig på grund af de mørke kræfter i befolkningerne og uden for grænser, som vil ind:
»Vi har en forpligtelse til at passe på Danmark,« sagde han på landsmødet.
»Udvikle. Skabe nyt. Det bliver kun vigtigere, når man betragter, hvordan verden udvikler sig omkring os. Mod øst, hvor et aggressivt Rusland spiller med musklerne og presser på Europas østlige grænser. Mod syd, hvor krig og konflikt skaber grobund for religiøs fanatisme, terrorisme og massive folkevandringer.«
Og så endte statsministeren med at tænde det vigtigste lys: Han meddelte landsmødet, at han ville lave en ny regering, en rigtig borgerlig regering med Liberal Alliance og De Konservative. En regering, som ville skabe lange lyse dage med lovgivning og reformer og korte nætter med intriger og ultimative krav
Det var, som det er med Lars Løkke Rasmussen: Det, vi troede, var sidste kapitel, viste sig at være næstsidste. Man kan ikke se ham vinde et valg overhovedet, og man kunne ikke se ham lave en ny regering.
Men gambleren vandt, denne gang. Han står for det kompromis mellem populisme, marked, bureaukrati og politik, som er den effektive, administrative danske konkurrencestat i 2016.
Det er ikke et samfund, som drømmer, men det er et, der effektiviserer og optimerer. Et samfund med sikkerhed og lighed i adgang til offentlige ydelser, men også med stigende økonomisk ulighed, modstand mod grøn omstilling og brutale stramninger over for flygtninge.
Hvis den stat har en hovedperson, og den magt har et ansigt, er det Lars Løkke Rasmussen. Vikaren er blevet Danmarks statsminister.